Vilkår for creators
De afsnit af Chefys vilkår, der gælder dig, når du driver din egen side — de fælles afsnit og creator-afsnittene. Afsnittene for abonnenter finder du i de samlede vilkår.
Om Chefy og disse vilkår
Chefy er en platform, hvor madcreators driver deres egen side og sælger medlemskaber til deres opskrifter og madplaner. Chefy drives af Bech.Solutions ApS, CVR 45143473, Borthigsgade 10, 1. th., 2100 København Ø. Skriv til os på hello@chefy.dk.
Disse vilkår gælder for alle, der bruger Chefy. De består af en fælles del og to dele, der kun gælder henholdsvis abonnenter og creators. Vilkårene trådte i kraft 2026-09-21.
Dette er version 2026-09-21 af vilkårene. Hver gang vi ændrer teksten, får vilkårene et nyt versionsnummer, og som creator kan du i din konto se, hvilken version du har accepteret, og hvornår. Vil du have en kopi af en tidligere version, så skriv til hello@chefy.dk.
Din konto
Du skal oprette en konto for at bruge det meste af Chefy. Du er ansvarlig for de oplysninger, du giver os, og for at holde din adgangskode for dig selv.
Du skal være fyldt 18 år for at tegne et betalt medlemskab. Er du under 18, kan du oprette en gratis konto med samtykke fra en forælder eller værge.
Vil du oprette en creator-side og modtage betalinger, skal du være fyldt 18 år. Det følger både af disse vilkår og af Stripes krav til den, der står på en betalingskonto, og vi kan bede om dokumentation for din alder.
Sådan fungerer Chefy
Når du tegner et medlemskab, køber du af creatoren — ikke af Chefy. Creatoren er sælger, og aftalen om indholdet er mellem dig og creatoren. Chefy stiller platformen til rådighed, håndterer betalingen gennem Stripe og tager et gebyr af hver betaling.
Det er også creatoren, du kontakter om indholdet og om refusion — afsnittet om refusion nedenfor forklarer, hvordan det fungerer.
Regler for brug
Du må ikke bruge Chefy til noget ulovligt, dele andres indhold som dit eget, forsøge at omgå betaling eller adgangsbegrænsninger, eller hente indhold ud automatisk. Du må ikke dele dit login med andre.
Uanset om indholdet er gratis eller bag et medlemskab, må du ikke lægge følgende på Chefy: pornografi, nøgenhed eller andet indhold beregnet på seksuel tilfredsstillelse, uanset om det er optaget, tegnet eller genereret med kunstig intelligens; indhold, der seksualiserer mindreårige; indhold, der opfordrer til vold, had eller selvskade; indhold, der krænker andres ophavsret, varemærker eller andre rettigheder; kopivarer og forfalskninger; og indhold, der markedsfører varer eller tjenester, som ikke må sælges efter dansk ret.
Vores betalingsløsning leveres af Stripe, og alt salg på Chefy skal derfor også overholde Stripes liste over forbudte og begrænsede forretningsområder (stripe.com/restricted-businesses). Overtræder du den liste, overtræder du samtidig disse vilkår.
Chefy er ikke en pengeoverførselstjeneste
Betalinger på Chefy må kun dække køb af adgang til det indhold, en creator udbyder. Chefy må ikke bruges til at overføre penge mellem personer, til at sende donationer eller gaver uden modydelse, til at inddrive gæld, til at veksle eller videresende midler, eller til nogen form for pengeoverførsel, der ikke er et reelt køb af et medlemskab.
Som creator må du ikke tegne eller lade andre tegne medlemskaber hos dig selv med det formål at flytte penge, oppuste din omsætning eller opnå en lavere gebyrsats. Du må ikke bruge betalingskort, du ikke selv råder over, og du må ikke lade andre bruge din Stripe-konto.
Vi kan begrænse en side, standse betalinger til den og lukke en konto, hvis vi har begrundet mistanke om, at Chefy bruges til pengeoverførsel eller anden omgåelse, og vi underretter myndighederne, hvor vi er forpligtet til det.
Indhold og rettigheder
Alt, hvad du selv lægger på Chefy — anmeldelser, kommentarer, opslag og billeder — er dit. Du giver os ret til at vise det på Chefy og på den creators side, du har lagt det på, så længe det ligger der. Vi bruger det ikke til andet, og vi videregiver det ikke til andre platforme.
Du må kun lægge indhold op, du har ret til at dele. Fjerner du dit indhold, eller lukker du din konto, holder vi op med at vise det, bortset fra kopier i sikkerhedskopier og caches, som slettes efter vores almindelige slettefrister.
Indhold, anmeldelser og moderation
Creators og medlemmer lægger selv indhold på Chefy. Vi gennemgår ikke alt på forhånd, men vi fjerner eller begrænser indhold, der bryder disse vilkår eller loven.
Du kan anmelde indhold direkte fra det sted, det står. Vi behandler anmeldelser hurtigst muligt, og vi giver den, hvis indhold bliver begrænset eller fjernet, en begrundelse og mulighed for at gøre indsigelse.
Du kan altid kontakte os på hello@chefy.dk om moderation — det er også vores kontaktpunkt for myndigheder.
Anmelder du indhold, beder vi dig oplyse, hvor indholdet står, hvorfor du mener, det er ulovligt eller i strid med vilkårene, og hvordan vi kan kontakte dig. Vi bekræfter, at vi har modtaget anmeldelsen, behandler den uden unødig forsinkelse og giver dig besked om udfaldet. Er du rettighedshaver eller myndighed og ikke selv bruger af Chefy, kan du skrive til os på hello@chefy.dk, som også er vores kontaktpunkt efter forordningen om digitale tjenester.
Både den, der har anmeldt, og den, hvis indhold er blevet begrænset, kan gøre indsigelse over for os på hello@chefy.dk, og et menneske gennemgår indsigelsen. Fører det ikke til enighed, kan du bringe sagen for et godkendt tvistbilæggelsesorgan efter forordningen om digitale tjenester eller for domstolene. Lægger en side gentagne gange ulovligt indhold op, begrænser eller lukker vi den efter en konkret vurdering af, hvor mange gange det er sket, hvor groft det er, og hvor tæt episoderne ligger på hinanden.
Ansvar
Chefy leverer platformen, som den er. Vi er ikke ansvarlige for indholdet på creators sider, herunder om en opskrift passer til dig, dine allergier eller din kost. Oplysninger om allergener er vejledende, og du bør altid selv tjekke varedeklarationerne.
Vi begrænser ikke vores ansvar for personskade, for grov uagtsomhed eller for svig, og vi begrænser ikke de rettigheder, du har efter ufravigelig forbrugerlovgivning.
Ændringer af vilkårene
Vi kan ændre disse vilkår. Er ændringen væsentlig, varsler vi dig i god tid, inden den træder i kraft, og du kan opsige dit medlemskab, hvis du ikke vil acceptere den. For creators gælder desuden de særlige varsler i afsnittet om varsling.
Lovvalg og tvister
Dansk ret gælder for disse vilkår. Er du forbruger og bor i et andet EU-land, mister du ikke de ufravigelige rettigheder, du har efter lovgivningen i dit eget land.
Kan vi ikke løse en uenighed i mindelighed, kan du som forbruger klage til Center for Klageløsning og Forbrugerklagenævnet, Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg (naevneneshus.dk).
For creators: din aftale med Chefy
Som creator driver du din egen side på Chefy og sælger medlemskaber i eget navn. Du er sælger over for dine medlemmer. Chefy stiller platformen og betalingsløsningen til rådighed og formidler salget.
Betalinger på din side håndteres af Stripe. For at modtage betalinger skal du oprette en Stripe-konto gennem Chefy, og du indgår i den forbindelse aftale direkte med Stripe. Du accepterer Stripes vilkår for tilsluttede konti (Stripe Connected Account Agreement), som omfatter Stripe Services Agreement, og du skal overholde Stripes liste over forbudte og begrænsede forretningsområder. Vilkårene finder du på stripe.com/legal. Overholder du dem ikke, overholder du heller ikke aftalen med Chefy.
Du giver Chefy ret til at videregive de oplysninger om dig og din virksomhed til Stripe, som Stripe skal bruge for at oprette og føre kontrol med din konto, herunder til legitimation og hvidvaskkontrol. Stripe kan selvstændigt begrænse, tilbageholde udbetalinger fra eller lukke din Stripe-konto efter Stripes egne vilkår. Sker det, kan din side på Chefy ikke modtage betalinger, og vi kan sætte den på pause, indtil forholdet er bragt i orden. Chefy er ikke ansvarlig for Stripes afgørelser.
Gebyr og udbetaling
Chefy tager som udgangspunkt 15 % af hver betaling. Der er ingen oprettelse og intet månedligt gebyr — og som creator kan du opnå en lavere sats undervejs. Din sats stiger aldrig uden varsel; se afsnittet om varsling nedenfor. Se hvordan i FAQ'en
Betalingerne går ind på din egen Stripe-konto. Stripe udbetaler til din bankkonto efter den plan, du selv sætter op. Chefy ligger ikke inde med dine penge, og vi kan ikke disponere over dem.
Moms og skat
Du er selv ansvarlig for moms, skat og regnskab for det, du sælger, herunder for at oplyse korrekte priser til dine medlemmer. Chefys gebyr er en selvstændig ydelse til dig og faktureres særskilt. Er du i tvivl, så tal med din revisor.
Dit indhold
Du beholder alle rettigheder til det, du lægger op. Du giver os en ikke-eksklusiv ret til at vise, gemme og markedsføre dit indhold i det omfang, det er nødvendigt for at drive din side på Chefy og gøre den synlig på platformen.
Retten ophører, når din side lukkes, bortset fra kopier i sikkerhedskopier og caches, som slettes efter vores almindelige slettefrister. Vi videregiver ikke dit indhold til andre platforme.
Du indestår for, at du ejer rettighederne til alt, hvad du lægger op — tekst, billeder, video og opskrifter — eller har de nødvendige tilladelser til at offentliggøre det og sælge adgang til det. Det gælder også indhold, du importerer fra din egen blog eller en anden platform, herunder billeder, kommentarer og anmeldelser skrevet af andre. Rejser tredjemand et krav mod Chefy, fordi dit indhold krænker rettigheder, holder du os skadesløs for kravet og for rimelige omkostninger ved at håndtere det.
Dine forpligtelser over for dine medlemmer
Du skal levere det, du lover på din side, oplyse korrekte priser og svare dine medlemmer inden for rimelig tid. Du skal overholde forbrugerlovgivningen over for dine medlemmer, herunder reglerne om fortrydelsesret og opsigelse i afsnittene ovenfor.
Oplyser du om allergener eller næringsindhold, er du ansvarlig for, at oplysningerne er retvisende. Oplysningerne er vejledende for medlemmet og erstatter ikke varedeklarationen.
Sådan rangerer vi creators
På oversigten over creators og i rækkerne på forsiden vises creators i den rækkefølge, deres profil blev oprettet på Chefy — den nyest oprettede profil står øverst. Søgning og filtrene for køkken og sprog afgør alene, hvilke creators der vises, ikke i hvilken rækkefølge; en søgning giver ingen relevansscore. Hverken betaling, gebyrsats, antal medlemmer eller vurderinger påvirker placeringen. Vi rangerer i dag hverken redaktionelt eller efter resultater, og derfor er oprettelsestidspunktet den eneste parameter.
Vi fremhæver fra tid til anden en enkelt creator redaktionelt på forsiden. Den udvælgelse foretager Chefys eget personale manuelt; den kan hverken købes eller søges, og alle offentliggjorte creators kan komme i betragtning. Vi behandler ikke egne eller nærtstående tjenester bedre end andre creators.
Data om dine medlemmer
Du kan se dine egne medlemmers navn, e-mail, hvornår de blev medlem, og hvordan de bruger dit indhold. Du kan ikke se deres kortoplysninger, og du kan ikke se noget om andre creators medlemmer. Chefy kan se det samme plus det, der er nødvendigt for at drive platformen, afregne betalinger og forebygge misbrug.
For dine medlemmers oplysninger er du og Chefy fælles dataansvarlige. Chefy bestemmer, hvordan platformen fungerer, hvordan oplysningerne opbevares og sikres, og hvordan betalinger håndteres. Du bestemmer, hvilket indhold du udbyder, og hvordan du kommunikerer med dine medlemmer. Et medlem kan gøre sine rettigheder gældende over for os begge, og vi hjælper hinanden med at svare inden for fristen.
Bruger du oplysningerne til noget uden for Chefy — for eksempel dit eget nyhedsbrev — er du selv dataansvarlig for det og skal have dit eget grundlag for det. Lukker din side, kan du ikke længere tilgå oplysningerne gennem Chefy.
Begrænsning, suspension og lukning
Vi kan begrænse eller suspendere din side, hvis du bryder disse vilkår eller loven, hvis der er begrundet mistanke om svig, eller hvis vi er forpligtet til det. Vi giver dig en begrundelse, og du kan gøre indsigelse over for os.
Vil vi opsige samarbejdet helt, varsler vi det mindst 30 dage i forvejen, medmindre vi er retligt forpligtet til at handle hurtigere, eller du gentagne gange har brudt vilkårene.
Varsling af ændringer
Ændrer vi vilkårene for creators — herunder gebyrsatsen — varsler vi det mindst 15 dage, inden ændringen træder i kraft. Kræver ændringen, at du tilpasser noget teknisk, varsler vi længere.
Du kan opsige aftalen, inden ændringen træder i kraft. Bruger du platformen efter ikrafttrædelsen, gælder de nye vilkår.
Klager og mediation
Er du uenig i en beslutning, vi har truffet om din side — en begrænsning, en suspension, en lukning eller en afregning — kan du klage til os på hello@chefy.dk. Vi bekræfter, at vi har modtaget klagen, behandler den individuelt og svarer dig skriftligt med en begrundelse inden for rimelig tid.
Refusion og indsigelser fra kortudstedere
Du beslutter, om du refunderer en betaling. Refunderer du, får du også Chefys gebyr for netop den betaling tilbage. Gør et medlems kortudsteder indsigelse mod en betaling, hæfter du for beløbet og for det gebyr, Stripe opkræver for indsigelsen.
Hvis du vil stoppe
Du kan stoppe når som helst. Skriv til os på hello@chefy.dk, så lukker vi din side. Du kan ikke selv lukke siden inde fra Chefy — det gør vi for dig, så vi kan håndtere dine medlemmer og din afregning korrekt i samme ombæring.
Når siden lukker, stopper alle fremtidige opkrævninger, og dine medlemmer får den del af den betalte periode tilbage, de ikke har kunnet bruge. Dit indhold er fortsat dit. Vi opbevarer siden lukket i en periode, så en lukning ved en fejl kan fortrydes, og vi gemmer derefter kun det, bogføringsloven kræver.